Velkommen
til Viden om Mad


Her kan du finde svar på spørgsmål om vore fødevarer.

Du kan slå op i Leksikon eller stille spørgsmål til andre af Voms læsere.


Søg i debat


Søg i leksikon


Målsætning
Viden om mad - Vom - er stedet, hvor du kan få den bedste og mest troværdige information om mad. Vi vil sikre, at vores egne kilder altid er i orden og til at stole på. Når det drejer sig om fødevarer, er der kun sjældent et enkelt endegyldigt svar. Derfor lægger vi også vægt på, at sagerne bliver set fra flere sider, vendt og drejet i en debat mellem eksperter og forbrugere. Vi vil gerne kunne give dig svar på alle spørgsmål om mad, uanset om det handler om smag, sundhed, sikkerhed eller andet, der vedrører din mad.

 


Leksikon
Opbevaring af mejeriprodukter

Mejeriprodukter som mælk, surmælksprodukter, smør og ost skal opbevares i køligt, mens mælkepulver kan opbevares ved stuetemperatur.

Mælks holdbarhed er meget afhængig af opbevaringstemperaturen. Hvis man opbevarer mælk ved stuetemperatur, 17-20°C, holder den sig højst 1-2 døgn. I køleskab ved ca. 5°C holder den sig i 6-7 døgn og ved endnu lavere temperatur, f.eks. 2°C, kan den stå i to uger eller mere uden at tage skade.

Surmælksprodukters holdbarhed er lang, når de opbevares koldt. Opbevares de ved for høj temperatur bliver smagen sur og de mister deres jævne konsistens. Ved 5°C i køleskab har surmælksprodukter gerne en holdbarhed på op til 10 dage.

Smør, margarine og andre faste fedtstoffer opbevares bedst godt indpakket i køleskab. Fedtsyrer kan blive ødelagt af blandt andet lys, varme og luftens ilt, så de bliver harske og mindre sunde. Det er derfor vigtigt at stille margarine og andet fedtstof mørkt og køligt. Faste fedtstoffer skal være ordentligt pakket ind, så lys, varme og ilt udelukkes, og så det undgås, at produkterne optager smag fra andet mad.

Den mest ideelle opbevaring af ost er i en kold kælder med en høj luftfugtighed og et stykke fugtigt klæde over osten. Dette er imidlertid sjældent muligt. I praksis skal ost derfor opbevares i køleskab ved en temperatur på 5-7°C. Ved lavere temperaturer hæmmes ostens udvikling, og opbevares oste i længere tid ved højere temperaturer, risikerer man, at ostene mugner.
Oste opbevares bedst i voksbehandlet papir, hvilket giver dem mulighed for at ånde. Opbevaringen i det voksbehandlede papir kan eventuelt kombineres med en plastboks. Opbevaring i osteklokke eller plastboks sikrer en højere luftfugtighed omkring osten og er særlig velegnet til stærke oste, der ikke skal afgive for meget lugt. Oste bør ikke opbevares i tætsluttende plastposer, film eller stanniol, hvor ostene ikke kan ånde. Når disse opbevaringsformer har vundet udbredelse, skyldes det alene praktiske hensyn. Bemærk i øvrigt, at skimmeloste bør opbevares adskilt fra andre oste, da skimmelsvampene let overføres til andre ostetyper.

Mejeriprodukter er generelt mindre egnede til frysning. Mælk og fløde kan fryses, hvorefter de kan anvendes til madlavning og bagværk. Mælkeprodukter har en holdbarhed på ca. 3 måneder i fryser. Yoghurt og tykmælk er ikke egnede til dybfrysning, eftersom de bliver grynede og afgiver valle. Det kan som hovedregel ikke anbefales at fryse ost. De fleste oste kan imidlertid godt fryses, men ostenes udvikling går i stå, og frysningen vil medføre en ofte betydelig kvalitetsforringelse. Endvidere risikerer man, at ostene kan smuldre efter optøning. Hvis man vælger at fryse ost, bør det ske i små stykker, og optøning skal ske langsomt, helst i køleskab. Revet ost kan sagtens fryses. Holdbarheden af ost i fryser ved -18°C er 3-4 mdr.

Kilder
Forbrugerinformationen
Forbruger Styrelsen 
SLU Sveriges Landbrugs Universitet
Ostehandlerforeningen for Danmark 
www.cheese.com
Arla Foods amba
jordtilbord.dk






Cookiesinformation