Velkommen
til Viden om Mad


Her kan du finde svar på spørgsmål om vore fødevarer.

Du kan slå op i Leksikon eller stille spørgsmål til andre af Voms læsere.


Søg i debat


Søg i leksikon


Målsætning
Viden om mad - Vom - er stedet, hvor du kan få den bedste og mest troværdige information om mad. Vi vil sikre, at vores egne kilder altid er i orden og til at stole på. Når det drejer sig om fødevarer, er der kun sjældent et enkelt endegyldigt svar. Derfor lægger vi også vægt på, at sagerne bliver set fra flere sider, vendt og drejet i en debat mellem eksperter og forbrugere. Vi vil gerne kunne give dig svar på alle spørgsmål om mad, uanset om det handler om smag, sundhed, sikkerhed eller andet, der vedrører din mad.

 


Leksikon
Opbevaring af brød


Det meste brød opbevares bedst ved stuetemperatur i en brødkasse, en papirspose eller en perforeret plasticpose, hvor det kan ånde og bevare en god skorpe. Hvis hvedebrød opbevares i køleskab bliver det hurtigt hårdt og tørt. Dette skyldes, at brødets stivelse danner krystaller. Krystallerne kan delvist fjernes igen ved at genopvarme eller riste brødet, men det vil aldrig genvinde den "friskhed", som kendetegner nybagt brød. Hvedebrød, som har været opbevaret i køleskab i 20 timer, føles lige så gammelt som brød, der har været opbevaret ved stuetemperatur i 75 timer. Rugbrød kan opbevares i køleskabet, da der ikke er samme tendens for krystaldannelse.

Brød skal opbevares i rene poser, hver slags for sig, og man bør undgå at blande nyt og gammelt brød.

Kiks og knækbrød skal opbevares tørt, i lukket pose eller dåse. Tortillas og chapatis bør indpakkes i plastpose og opbevares i køleskab.

Vil man opbevare brød over længere tid, er dybfrysning den bedste opbevaringsmåde. Ikke alle brødtyper egner sig lige godt. Brød med sprød og/eller tyk skorpe er vanskelig at fryse uden at skorpen løsner sig fra "indmaden". Det kan hjælpe at skære kanterne af brødet før frysning, eller at fryse brødet skåret i skiver. Skorpen kan gøres blødere ved at pakke brødet varmt i tæt pose, eller ved at fugte skorpen let med vand før man pakker og fryser brødet. Brød, som er bagt med mælk eller med sukker i dejen, vil ha en tyndere og mindre sprød skorpe og egner sig derfor bedre til fryseopbevaring end andet brød. Brød som skal fryses bør pakkes i tætte plastposer. Frosset brød kan opbevares i 4-5 måneder, federe bagværk i 2-3 måneder.

Optøning bør ske i stuetemperatur og i emballagen. Optøning tager 3-4 timer for større brød, 1-2 timer for mindre brød og 20-30 minutter for boller og rundstykker. Brød kan også optøs i ovn (ca. 200 °C) og får da en sprød skorpe, men bør derefter spises omgående, da brødet ellers bliver for tørt. Brød kan også tøs i mikrobølgeovn.

Kilder
Poul Erner Andersen, 1991, ”Introduktion til levnedsmiddelindustrien, bind 2, vegetabilske næringsmidler”, 4. udg., Polyteknisk forlag, Lyngby.
Brødfakta, Norge
GRAM
: >Fødevaredirektoratet







Cookiesinformation