Velkommen
til Viden om Mad


Her kan du finde svar på spørgsmål om vore fødevarer.

Du kan slå op i Leksikon eller stille spørgsmål til andre af Voms læsere.


Søg i debat


Søg i leksikon


Målsætning
Viden om mad - Vom - er stedet, hvor du kan få den bedste og mest troværdige information om mad. Vi vil sikre, at vores egne kilder altid er i orden og til at stole på. Når det drejer sig om fødevarer, er der kun sjældent et enkelt endegyldigt svar. Derfor lægger vi også vægt på, at sagerne bliver set fra flere sider, vendt og drejet i en debat mellem eksperter og forbrugere. Vi vil gerne kunne give dig svar på alle spørgsmål om mad, uanset om det handler om smag, sundhed, sikkerhed eller andet, der vedrører din mad.

 


Leksikon
Vand

Vand Størstedelen af jordens vand findes som havvand. Derudover er en stor del bundet som is, især omkring polerne, en del findes i søer, vandløb eller i jorden, i planter og som en del af alle levende væsener. Endelig findes vand i form af usynlig vanddamp i luften eller som synlig vanddamp i skyer i atmosfæren.

En del af den nedbør, der falder på landjorden, fordamper igen. Resten synker ned gennem jordlagene eller når igen havet ved at strømme bort gennem grøfter, drænledninger, bække, åer eller kloakledninger. Den del af vandet, der strømmer bort som vandløb eller samler sig i søer, kaldes overfladevand.

Af det nedsivende vand optages en hel del af planternes rødder. Under opholdet i muldjorden optager vandet forskellige stoffer, som således går med op i planterne, der benytter dem som næringsstoffer. Efter brugen afgiver planterne vandet ved fordampning fra bladene. Det er store mængder vand, der forbruges på denne måde. Resten af vandet synker videre ned gennem de porøse jordlag under stadig optagelse af opløselige stoffer. Nedsivningen standser ved lag, der er uigennemtrængelige for vand. Her samler det sig i et mere eller mindre tykt lag, der kaldes grundvandet.

De fleste steder i Danmark findes der under muldlaget en blanding af sten, grus, sand og ler. Nogle af aflejringerne stammer fra istiden og udgør en tilfældig blanding af sten, grus og ler. Denne type aflejring kaldes moræner. Andre istidsaflejringer er transporteret af smeltevandet og består hovedsaligt af sand, grus og sten. Disse lag er gennemtrængelige for vand. Under istidsaflejringerne findes den faste kalkklippe, som er uigennemtrængelig for vand. I den øverste del af kalken kan dog findes en mængde revner og sprækker, som kan fyldes med vand. Visse steder findes også lag af rent ler, der er aflejret af smeltevandet. Sådanne lag er næsten uigennemtrængelige for vand.

I Danmark har vi drikkevand, der hører til det bedste i verden. Næsten alle steder i Danmark kan det hentes op fra grundvandet, som for det meste er så rent, at det stort set kan sendes direkte ud i vandhanerne. Nogle steder, hvor forbruget er meget stort, må der dog anvendes overfladevand, som kræver en omfattende rensning og sterilisering, inden det kan anvendes som drikkevand.

Grundvand er ikke i samme grad udsat for at blive forurenet som overfladevand, da det ligger langt nede under jordoverfladen og er beskyttet af et muldlag, der virker som et effektivt filter. Grundvandet får ved passagen ned gennem de geologiske lag en konstant temperatur på 8-9°C, og det bliver så godt som sterilt. Indvinding af grundvand foregår fra boringer, der er ført ned til de vandførende geologiske lag. Det er hovedsageligt den øverste opsprækkede del af kalklagene, der indvindes fra, men det kan også være fra vandførende grus- og stenlag. Disse områder kaldes for grundvandsmagasiner. I ler er vandet fast bundet og næsten umuligt at få ud. Boringernes dybde afhænger af de hydrogeologiske forhold og varierer fra ca. 10 meter til ca. 200 meter. Fra boringen pumpes vandet til et vandværk med et behandlingsanlæg. Behandlingen af grundvand går normalt ud på at fjerne dets indhold af jern og mangan. Dette sker ved en simpel iltning og filtrering på vandværkerne. Dog findes der methan enkelte steder, som fjernes fra vandet ved en vacuumbehandling på stedet. Grundvandet fra kildepladserne er iltfrit og har en temperatur på 8-9°C. Det er bakteriefrit, men indeholder jern og mangan i opløst form, samt luftarten svovlbrinte. Grundvandet iltes på et iltningsanlæg, hvor det "buldrer" ned over trappetrin og derved mættes med ilt. Jern og mangan udskilles som små partikler, og samtidig udskilles også svovlbrinten. Vandet ledes nu gennem forfiltre, hvor en stor del af jern- og manganpartiklerne sætter sig på filtermaterialet. Resten af jern og manganpartiklerne bliver tilbageholdt i efterfiltrernes finkornede sandlag (0,8 - 1,2 mm kvartssand). Både for- og efterfiltrerne skylles med passende mellemrum for afsatte partikler. Efter filtreringen ledes vandet til en rentvandsbeholder, før det pumpes ud til forbrugerne. Rentvandsbeholderens funktion er først og fremmest at udligne forskellen imellem indpumpningen fra kildepladserne og udpumpningen til forbrugerne.

Overfladevand er ikke rent, idet der findes et rigt dyreliv i søerne, samt at de åbne vandoverflader er sårbare overfor direkte forurening. Rensningen af overfladevand er betydelig mere kompliceret end rensningen af grundvand. Efter indtagning af søvand sker en sining. Ved passage gennem en roterende mikrosi fjernes svævende urenheder og plankton. Urenheder bundfældes ved at aluminiumsulfat tilsættes og blandes med vandet. Derved dannes aluminiumhydroxyd, der forekommer i vandet som elektrisk ladede "fnug", der tiltrækker urenheder. Processen forbedres ved tilsætning af koncentreret svovlsyre og aktiveret kiselsyre. I store sedimentationsbassiner synker "fnuggene" derefter til bunds sammen med urenhederne som slam. Efter rensningen steriliseres vandet ved tilsætning af klor. Vandet afklores bagefter igen ved tilsætning af svovldioxid og natriumsulfit. Der kan foretages en efterdesinfektion ved tilsætning af monochloramin (MCA). Der tilsættes herefter kalk for at neutralisere den tidligere i processen tilsatte svovlsyre.  Rester af "fnug" og indhold af jern og mangan fjernes til sidst ved filtrering af vandet gennem sandfiltre.

Kunstig infiltration er en anden metode til anvendelse af søvand i drikkevandsforsyningen. Metoden anvender naturens egne processer og kræver ikke kemikalietilsætning eller ekstra rensningstiltag. Princippet i kunstig infiltration er, at man pumper vand op fra en sø, og lader det via render, bassiner eller udsprinkling sive ned gennem jordlagene til grundvandet. Det har vist sig, at man på denne måde kan gøre grundvandsdannelsen mere end 100 gange større, end den forekommer naturligt ved nedbør.
Med hårdheden af vandet menes vandets indhold af grundstofferne calcium og magnesium. Grundvandets indhold af calcium og magnesium skyldes primært tilførsel af disse ioner til grundvandet pga. udvaskning af kalken i jordlagene over grundvandsmagasinet.  Hårdt vand kan afsætte kalkaflejringer (kedelsten) i varmvandsrør, vaskemaskiner mv.,  og hårdt vand  er mindre egnet til vask og rengøring, da vandets calcium- og magnesiumioner reagerer med sæbe og andre rengøringsmidler. Hårdt vand har i sundhedsmæssig henseende absolutte fordele, da det netop indeholder store mængder af mineralerne calcium og magnesium.

I de seneste 20 år har der været stadig flere advarsler om, at det rene grundvand ikke er nogen selvfølge. Mange steder har grundvandet spor af forurening fra landbrug og industri. I landbruget gødes markens afgrøder med kvælstof. Dette gøres ofte i så store mængder, at overskuddet, især fra gyllen, følger med regnen ned mod grundvandet. De steder, hvor der ikke er tilstrækkelige lerlag, ender det i grundvandet. Det giver os drikkevand med for højt indhold af nitrat. Der er sat grænser for, hvor meget nitrat drikkevandet må indeholde. Ved landbrug sprøjtes afgrøderne med pesticider for at holde sygdom, skadedyr og ukrudt væk. Desværre har det vist sig, at nogle af pesticiderne kan finde vej til grundvandet. Miljøstyrelsen forbyder nu brug af de pesticider, som giver anledning til for høje koncentrationer i grundvandet. Forureninger fra nedgravet affald, fra olie og kemikalier fra industrien, som ledes ud eller måske spildes på jorden, samt fra utætte underjordiske tanke er fundet i drikkevandsboringer mange steder i landet. Mange af de kemikalier, der bruges i industrien, kan jordbunden ikke fjerne eller holde tilbage.

Ca. 65% af kroppen består af vand. Døgnet igennem taber vi væske ved udånding, sved, urin og afføring. Den væske må selvfølgelig erstattes. I alt har vi behov for ca. 3 liter væske om dagen. En del får vi fra maden, men resten, ca. 2 liter, skal vi drikke.

På varme dage, og hvis man dyrker sport eller arbejder hårdt, skal man have mere. Det gælder også, hvis man kaster op, har feber eller diarre.
Væskemangel viser sig hurtigt i form af svimmelhed, glemsomhed og manglende koncentrationsevne. Det kan "helbredes" på den tid, det tager at drikke to glas vand.

Lad en del af det, du drikker, være vand, specielt hvis du skal drikke meget. De øvrige drikkevarer: kaffe, te, øl, vin, saft, sodavand, mælk, cacao osv, har allesammen en eller anden "skavank". De kan fx virke vanddrivende, indeholde alkohol, sukker, fedt eller andet, som helst ikke skal overdrives.


Betydning i kosten
Vand har et stort indhold af mineralerne calcium og magnesium. Det daglige vandbehov er variabelt og afhængigt af, hvor stor udskillelsen er.  Kroppen mister vand med urin, fæces, fordampning fra hud og lunger, samt fra våd sved ved kraftig fysisk aktivitet og/eller høje temperaturer. Derudover mister kroppen væske ved sygdom som f.eks. opkast og diarré. Der bliver tilført vand fra drikkelse, vandindhold i fast føde og metabolisk vand. Kroppens vandbalance afhænger således af hvor meget vand, der tilføres, og hvor meget, der afgives. En voksen mand på ca. 70 kg med stillesiddende arbejde i tempererede omgivelser skal indtage 1,0-1,5 l vand fra drikkevarer pr. dag.
*lmtabel*

Kilder
Forbrugerstyrelsen
Københavns Energi Gentofte Kommune






Cookiesinformation