Velkommen
til Viden om Mad


Her kan du finde svar på spørgsmål om vore fødevarer.

Du kan slå op i Leksikon eller stille spørgsmål til andre af Voms læsere.


Søg i debat


Søg i leksikon


Målsætning
Viden om mad - Vom - er stedet, hvor du kan få den bedste og mest troværdige information om mad. Vi vil sikre, at vores egne kilder altid er i orden og til at stole på. Når det drejer sig om fødevarer, er der kun sjældent et enkelt endegyldigt svar. Derfor lægger vi også vægt på, at sagerne bliver set fra flere sider, vendt og drejet i en debat mellem eksperter og forbrugere. Vi vil gerne kunne give dig svar på alle spørgsmål om mad, uanset om det handler om smag, sundhed, sikkerhed eller andet, der vedrører din mad.

 


Leksikon
Te

Te Te-busken stammer fra Kina, og det var kineserne, som opdagede den og dens egnethed til te-drik. Allerede i det 8. århundrede kunne deres viden om te fylde en håndbog i ti dele med erfaringer fra omtrent tusinde års tekultur. Oprindelig blev te drukket som medicin i Kina, men i årene 618-907 i Tang-dynastiet begyndte man at nyde teen og som en følge heraf også at handle med den.

Legenden fortæller, at kejseren Shen-nun under en rejse rundt i landet søgte skygge under et træ, medens han kogte vand til at drikke, og at et blad fra tetræet faldt ned i det kogende vand. Han forsøgte sig med en tår og fandt det yderst velsmagende og stimulerende. Og hermed var så den allerførste te brygget.

Det var hollandske købmænd, som bragte teen til Europa i begyndelsen af 1600-tallet, hvor teen til at begynde med blev betragtet som en meget fornem og dyr drik. I Storbritannien blev teen i løbet af kort tid en folkedrik. Omkring 1740 brugte en arbejderfamilie gennemsnitligt 5 % af deres indkomst på te.

Englænderne havde vanskeligheder ved at fremskaffe tilstrækkelige mængder af te, fordi kineserne kun ville handle teen for sølv, hvilket var dyrt i Storbritannien. Englænderne fandt imidlertid ud af, at de kunne bytte opium for te. De iværksatte en større produktion af opium i den dengang engelske koloni Indien. Opiumsvalmuen voksede fint der, og opium var i Kina også kendt som et smertestillende middel, af hvilken regeringen havde tilladt en import på 3000 pund om året. Briterne solgte tusind gange så meget opium til kineserne illegalt.
Den store afhængighed af Kina bekymrede englænderne, og fra midten af 1800-tallet startede de med dyrkning af te i Indien. En britisk major opdagede nogle vilde tebuske i Assam, og de sendte derefter tespioner ud for at løse gåden om produktion og behandling af tebladene. Assam Company startede en rekrutteringskampagne, hvor mange kinesiske arbejdere meldte sig i håbet om hurtig rigdom. Forholdene var dog elendige, og malaria, gul feber, kolera og dysenteri rasede. Først omkring 1930, efter at Indien havde fået sin uafhængighed, blev forholdene forbedret ved hjælp af lovgivning.

De største teproducerende lande i dag er Indien, Kina, Kenya, Sri Lanka, Tyrkiet, Indonesien og Japan.

Tebusken, Camellia Sinensis, er en tropisk, stedsegrøn busk af familien Camellia. Hvis den får lov til at passe sig selv, bliver den i løbet af få år til et 14-15 meter højt træ. På plantagerne beskærer man planterne, så de bliver buskformede. Herved bliver de lettere at plukke, buskene forgrener sig kraftigt, og der kommer flere friske, grønne skud. Det er kun topskuddet og de to første blade, der bliver plukket, hvilket giver den bedste te. Tebladene bliver plukket ved håndkraft, og en erfaren teplukker kan samle 30-35 kg grønne teblade på en arbejdsdag.

Bladene lægges til tørring på store hylder, hvor der blæses varm luft igennem. I løbet af 15-20 timer visner bladene og bliver bløde og velegnede til rulning. I rullemaskiner krølles og rulles bladene, således at bladcellerne knuses, og der frigøres de bladsafte og enzymer, som er grundlag for teens karakteristiske aroma. Rulningen gentages flere gange, alt efter hvilken bladstørrelse der ønskes. Under rulningen begynder bladene en iltningsproces, hvorved deres grønne farve ændrer sig til klar kobberbrun. Endelig stoppes iltningsprocessen ved tørring i tørreovn. Tebladene får nu deres kendte, tørre, sorte udseende, hvor der kun er 3% tilbage af det oprindelige vandindhold. Den såkaldte "grønne" te iltes ikke, men tørres under rulningen.

Herefter renses bladene grundigt for støv og stilke og sorteres efter størrelse i et system af rystesigter. Til sidst bliver yeen pakket i transportkasser foret med aluminiumsfolie, der skal hindre teen i at optage fremmede smagsstoffer.

Ved sorteringen af teen deles den op efter størrelse og kvalitet. Man arbejder med følgende sorteringsbetegnelser:

Dust Fannings er te hvor størrelsen er næsten pulveragtig med meget kraftig smag. Denne sortering sælges ikke i Danmark.

Broken Orange Pekoe Fannings er udfoldede blade, der er ¼ cm stort inden tørring. Når det er tørret, er det på størrelse med et sandkorn og giver en meget kraftig smag.

Broken Orange Pekoe består af de grønne blade, der er knust til mindre stykker inden behandlingen for at give den færdige te mere karakter.

Orange Pekoe er te fra de 3 yderste, lidt ældre blade på buskens kviste. Bladstykkerne har en størrelse på ½ - 2½ cm og giver en ren, rig og fyldig smag.

Pekoe (krøllet blad) er te fra de 3 yderste og helt unge blade på buskens kviste. Bladstykkerne har en størrelse på ½ -1 cm og har en fyldig, rig aroma.

Kvaliteten er den samme, men størrelsen på tebladene afgør, hvordan de kan anvendes. Til tebreve anvender man sorteringsstørrelsen Broken Orange Pekoe Fannings for at sikre en hurtig udtrækstid. Til løs te anvender man te af sorteringsstørrelserne Pekoe, Orange Pekoe og Broken Orange Pekoe.

Teens kvalitet, smag og karakter er fuldstændig afhængig af dyrkningsland og -region, samt højde, klima og jordforhold. Derudover kan der være variation fra sæson til sæson.

Der findes fire hovedtyper af te, der alle er baseret på blade fra tebusken; det er den sorte te, der er tørret og iltet, den grønne te, der blot er iltet, Oolong te, der kun er iltet halvt og endelig den sjældne hvide te, som er de tidlige, spæde bladknopper og kun er visnet, dampet let og tørret.

Det er meget få tesorter, som bliver anvendt som rene teer. Der findes over tusind forskellige teblandinger. I disse bruges te fra forskellige lande og områder for at holde en ensartet kvalitet på de forskellige varemærker. Ofte kombineres blandingerne med frugt, frugtolier eller tørrede blomster.

Der findes også typer af "te", der ikke er baseret på blade fra tebusken, nemlig urtete, der er baseret på blomster, frugter, bark eller rødder eller udtræk herfra. Den mest kendte urtete er kamillete, der består af tørrede kamilleblomster.

Betydning i kosten
Sort og grøn te har et højt indhold af antioxidanter.

*lmtabel*

Opbevaring og holdbarhed
Te skal opbevares mørkt og lufttæt, f.eks. i tætlukket pose i en lukket metaldåse.

Rene teer, dvs. te uden tilsat smag, kan holde sig i mange år. Te med tilsat smag holder sig ikke så længe, da smagen damper af. Denne kan holde sig ca. et ½ år alt efter kvalitet.

Kilder:
Max Havelaar Fonden
Terådet
Gastrocorner
Jesper Bredsgaard, A.C. Perch´s Thehandel.






Cookiesinformation