Velkommen
til Viden om Mad


Her kan du finde svar på spørgsmål om vore fødevarer.

Du kan slå op i Leksikon eller stille spørgsmål til andre af Voms læsere.


Søg i debat


Søg i leksikon


Målsætning
Viden om mad - Vom - er stedet, hvor du kan få den bedste og mest troværdige information om mad. Vi vil sikre, at vores egne kilder altid er i orden og til at stole på. Når det drejer sig om fødevarer, er der kun sjældent et enkelt endegyldigt svar. Derfor lægger vi også vægt på, at sagerne bliver set fra flere sider, vendt og drejet i en debat mellem eksperter og forbrugere. Vi vil gerne kunne give dig svar på alle spørgsmål om mad, uanset om det handler om smag, sundhed, sikkerhed eller andet, der vedrører din mad.

 


Leksikon
Hirse

Hirseslægten omfatter ca. 500 arter og findes i mange varianter. De vigtigste er alm. hirse (Panicum miliaceum), perlehirse eller afrikansk hirse (Pennisetum americanum), italiensk hirse (Setaria italica) og fingerhirse (Eleusine coracana).

Hirseplanten stammer fra Øst- og Centralasien. Omkring 2800 f. Kr. omtales hirse som en af de fem hellige afgrøder i Kina. Fra østen bredte hirsen sig til Europa, hvor den var almindelig udbredt fra det 1. årtusinde f. Kr. Der blev dyrket hirse i gallernes Frankrig og efter romerrigets fald havde Karl den Store opmagasineret hirse på sine krongodser. I Middelalderens Europa blev der dyrket mere hirse end hvede.

Efterhånden fortrængte mere rigt ydende kornsorter hirsen fra Europa. Den dyrkes nu i tropiske og subtropiske områder, hvor den er en vigtig afgrøde i Asien og Afrika, samt i det sydlige USA. I Nordindien erstatter fingerhirsen ris, som den vigtigste kornplante.

I bronzealderen var almindelig hirse udbredt i Danmark, og i middelalderen var den det altovervejende fødemiddel i Mellemeuropa, men den mistede sin betydning, da kartoffeldyrkningen vandt indpas i begyndelsen af 1800-tallet.

Hirse har en kort vækstperiode, hvor den kræver meget varme og er sårbar overfor kulde. Den er hurtigvoksende og kan gro i varme og tørre områder, hvor ingen andre kornarter kan gro, f.eks. i områder som ørkenen er ved at erobre.

Hirsefrøene er små og gule, og omkranset af glinsende avner. Yderskallen er hård og svært fordøjelig, og skal fjernes inden anvendelse. Der er ingen gluten i hirse, og frøet er desuden nemt at fordøje. Hirse indeholder saponiner (bitterstoffer) og bør skylles grundigt med koldt og derpå kogende vand inden anvendelse. Hirse kan koges som ris.

Hirsefrø anvendes til hele hirsefrø, hirsemel, malet hirse, samt til grød, brød, dessertbrød og brygning af øl (fortrinsvis i Afrika). Desuden benyttes hirse til dyrefoder bl.a. fuglefrø.

Hirsemannagryn fremstilles af hele korn, som stabiliseres, hvormed fedtharskning forhindres. Mannagrynene er gode i grød.

Hirseflager er hel afskallet hirse, der er dampbehandlet og derefter presset gennem valser. De fedtnedbrydende enzymer nedbrydes under dampbehandlingen, hvorfor produktet får en længere holdbarhed. Flagerne anvendes i müesli, bagning og i supper.

Betydning i kosten
Hirse er den mest mineralrige af alle kornarterne, og den har også et højere fedtindhold end de fleste kornarter. Den indeholder ud over mange umættede fedtsyrer en del B-vitaminer og mineralerne kisel og jern. I mindre mængder indeholder hirse også mineralerne magnesium, kalium, flour og fosfor.

Opbevaring og holdbarhed
Korn og mel opbevares bedst i lufttætte beholdere, som glas- eller plasticbeholdere. De har en holdbarhed på ca. ½ år ved stuetemperatur (25°C).
*saeson*

Kilde
Åse Hansen & Leif Poll, 2000, ”Vegetabilier som råvare, frugt, grønsager, kartofler og korn”, Mejeri- og levnedsmiddelinstituttet, Kbh.
Vegetaren.dk
Gastrocorner

Panicum miliaceum, Pennisetum americanum, Setaria italica, Eleusine coracana






Cookiesinformation