|
Leksikon Skorzonerrod
Skorzonerrod eller skorzoner hører til kurvblomstfamilien (Compositae). Navnet menes opstået fra det italienske ord scorzone, som betyder en giftig, sort slange. Man formoder, at planten oprindeligt stammer fra Sydeuropa, nærmere betegnet Spanien, heraf er den givet navnet hispanica.
Dyrkning af denne grønsag har særlig fundet sted i Frankrig og Belgien, hvor den stadig er meget populær. I Danmark har den været kendt siden 1619, men nævnes første gang i 1648 i skriftlige kilder. Den blev anvendt i madlavningen og i medicinen mod giftige dyrs bid. Skorzonerrod har dog aldrig opnået nogen stor udbredelse her i Danmark. Betegnelser som fattigmandsasparges eller husmandsasparges har i visse egne af landet været knyttet til denne grønsag.
Skorzonerrod har en lang, op til 30 cm., hvidkødet rod med sortbrun bark. Bladene er lange og smalle og kan anvendes som salat. Planten overvintrer nemt og danner 2. år blomster, men i modsætning til andre grønsager er roden stadig anvendelig. Roden indeholder ikke stivelse som oplagsnæring, men derimod inulin, som er et kulhydrat, der overvejende er opbygget af fructoseenheder. Den indeholder kun nogle få procent glucose, hvilket gør skorzonerrod interessant for diabetikere.
Betydning i kosten Skorzonerrod hører til blandt de mere energirige grønsager. Den har et stort indhold af mineraler, især jern. *lmtabel* Typiske fejl Udtørring og råd.
Opbevaring og holdbarhed Skorzonerrod opbevares bedst ved 0°C og 90-100 % relativ fugtighed. Her kan de løse holde sig i ca. 4 måneder og pakkede i 3-6 uger. Ved 20°C kan de løse holde sig i 5-7 dage og pakkede ligeledes i 5-7 dage. *saeson* Konserveringsformer
Dybfrysning Skorzonerrødderne er besværlige at skrælle, men hvis man blanchere dem i et par minutter, er skrællen lettere at fjerne. Bagefter skæres rødderne i mindre stykker og nedfryses portionsvis.
Kilder Bioteknologisk institut, ”Håndbog om frugt og grønsager”, bind 1, 2 og 3, Kolding. Kirsten Fasmer, ”Forrådsbogen” , Høst & Søns Forlag, København 1981. Scorzonera hispanica
|