Velkommen
til Viden om Mad


Her kan du finde svar på spørgsmål om vore fødevarer.

Du kan slå op i Leksikon eller stille spørgsmål til andre af Voms læsere.


Søg i debat


Søg i leksikon


Målsætning
Viden om mad - Vom - er stedet, hvor du kan få den bedste og mest troværdige information om mad. Vi vil sikre, at vores egne kilder altid er i orden og til at stole på. Når det drejer sig om fødevarer, er der kun sjældent et enkelt endegyldigt svar. Derfor lægger vi også vægt på, at sagerne bliver set fra flere sider, vendt og drejet i en debat mellem eksperter og forbrugere. Vi vil gerne kunne give dig svar på alle spørgsmål om mad, uanset om det handler om smag, sundhed, sikkerhed eller andet, der vedrører din mad.

 


Leksikon
Kost til spædbørn

På intet tidspunkt er barnets mad så enkel som i spædbarnsalderen. Mælk + et tilskud af D-vitamin dækker barnets behov for næringsstoffer og energi de første 4-6 måneder. Mælken kan være enten
- modermælk
- modermælk + modermælkserstatning
- eller udelukkende modermælkserstatning

På mælken alene vokser og udvikler barnet sig, og mavetarmkanalen får ro til at modnes lidt mere, før nye fremmede stoffer kommer til. Mælkeperioden er derfor med til at give barnet en god start.

Mælkens sammensætning er tilpasset barnets forskellige behov for næringsstoffer og indeholder desuden en række vigtige stoffer, som beskytter det mod infektioner. Modermælk er let fordøjelig, og næringsstofferne optages let. Den første mælk hedder colostrum (råmælk), og den er især rig på de beskyttende stoffer, men også på stoffer, der forbereder barnets fordøjelsessystem til den egentlige mælk. Det tager nogle dage, før denne mælk løber til.

Mælkens sammensætning ændrer sig gennem et måltid. Den første mælk, barnet får, er mere vandholdig, mens mælken mod slutningen af måltiden er mere fedtholdig. Når barnet selv slutter et måltid (i vågen tilstand), er det fordi, dets energibehov og væskebehov er dækket. Lad så vidt muligt barnet selv bestemme måltidernes længde og hyppighed. Når barnet klarer en større mælkemængde, går der også længere tid mellem måltiderne.

Omkring 4-5 måneders alderen vil nogle børn være parate til at spise med ske, mens andre børn først er klar ved 6 måneders alderen.

Mælkeperioden afløses af overgangsperioden, som strækker sig frem til 1 års alderen. I den periode oplever barnet mange nye smagsindtryk. Maden bliver mindre findelt, og andre spiseredskaber end flaske og bryst tages i brug. I stedet for at ligge i arm, skal barnet vænnes til at sidde selv og spise med ved bordet. Det kan tage lidt tid, før barnet kan klare forandringen. Ved 1 års alderen vil de fleste børn kunne spise næsten det samme som den øvrige familie.

Oversigt over, hvornår barnet kan starte på de forskellige typer mad:

Fra fødslen: Modermælk og modermælkserstatning.

Fra 4 måneder: Vælling og grød af hirse, majs, rismel. Fin mos af kartofler, mildtsmagende grønsager og frugt.

Fra 6 måneder: Mælkeprodukter, kogt kød, fisk og æg. Mos med spinat og grønkål. Grød af hvede, rug, byg og havre.

Fra 7-8 måneder: Grov mos, rugbrød med pålæg, evt. tørrede bælgfrugter.

Fra 9-12 måneder: Stegt kød og fisk. Familiens mad.

Kilde
Forbrugerstyrelsen, Forbrug.dk 






Kontakt - Arkiv - Privatlivspolitik