|
Velkommen til Viden om Mad
Her kan du finde svar på spørgsmål om vore fødevarer.
Du kan slå op i Leksikon eller stille spørgsmål til andre af Voms læsere.
Målsætning
Viden om mad - Vom - er stedet, hvor du kan få den bedste og mest troværdige information om mad. Vi vil sikre, at vores egne kilder altid er i orden og til at stole på. Når det drejer sig om fødevarer, er der kun sjældent et enkelt endegyldigt svar. Derfor lægger vi også vægt på, at sagerne bliver set fra flere sider, vendt og drejet i en debat mellem eksperter og forbrugere. Vi vil gerne kunne give dig svar på alle spørgsmål om mad, uanset om det handler om smag, sundhed, sikkerhed eller andet, der vedrører din mad. |
| |
|
Leksikon Fjæsing
Fjæsing er en saltvandsfisk og hører til familien Trachinidae. Fjæsingen er Nordeuropas giftigste fisk. De to forreste pigstråler mellem hovedet og rygfinnen og en giftpig på gællelåget er hver især forbundne med en giftsæk. I 1928 blev en gammel jyde stukket i fingeren, og han så ingen anden udvej end straks at skære fingeren af. Fjæsingens gift er dødelig for småfisk, men kan også være farlig for børn og ældre mennesker. I modsætning til den lille dværgfjæsing (Trachinus vipera), der ofte lever på lavt vand, hvor badegæster befinder sig, kommer fjæsingen meget sjældent ind på så lavt vand. Et fjæsingstik er meget smertefuldt. Hvis man er så uheldig at blive stukket, er det vigtigt straks at rense såret med varmt, rent vand og derefter søge læge.Fjæsingen hører til pigfinnefiskene. Den har en langstrakt krop med små skæl, en kort forreste og en lang bageste rygfinne. De opadvendte øjne sidder tæt ved siden af hinanden og nær munden, der buer opad. Kroppens sider er smaragdgrønne og blå med guldglinsende striber og pletter, og bugen er lys. Fjæsingen lever normalt på 2 til 15 meters dybde, men om vinteren, hvor vandet er varmere nede ved bunden, søger den ud på større dybder. Det meste af tiden lever fjæsingen nedgravet i sand- eller grusbund, så blot hovedet og den øverste rygfinne stikker op. Om natten svømmer den op fra sin nedgravede position og jagter småfisk som små fladfisk og torskefisk. Gydningen foregår fra juni til august. Der er intet mindste fangstmål. Fjæsingens normale maximale størrelse og vægt er på 40 cm og 0,6 kg. Fjæsingen må fanges året rundt. Kødet er fremragende, men det spises sjældent i Danmark, hvorimod det er en delikatesse i Sydeuropa.
Betydning i kosten Fjæsing er en mager fisk. (se Generelt om fisk)
Kilde
Hanstholm fisk og skaldyr A/S Trachinus draco
|
|