Velkommen
til Viden om Mad

Silden er en saltvandsfisk og hører til familien Clupeidae.
Saltede sild har i de sidste tusind år været en af de vigtigste proteinkilder for europæerne, og det er stadig en væsentlig spisefisk i Danmark. Det helt store sildeeventyr tog sin begyndelse i slutningen af 1100-tallet og varede til ind i 1400-tallet. Forudsætningen for det store sildefiskeri var, at silden nu kunne opbevares længere og derfor var bedre til transport. Dette skyldes at sildene kunne konserveres ved nedsaltning, en konserveringsmetode, der i 1100-tallet trængte frem i Norden. Salt havde tidligere været en mangelvare, men åbningen af de store saltminer i Lüneburg gav mulighed for rigelige tilførsler. Centrum for sildefiskeriet blev først og fremmest de to små byer Skanør og Falsterbo på den lille landtange i Sydskåne.

Sildefiskeriet blev drevet fra små både, og oftest bestod besætningen af kun 6 mand. Der anvendtes drivgarn båret oppe af netflåd skåret i træ eller bark. Nettets underkant blev holdt nede af sænkesten. Når silden var bragt på land, stod gællekoner, nedsaltere og opkøbere parate. Deres opgave var at rense sild og lægge sild ryg ved ryg i tønder skiftevis med lag af salt. Inklusive de danske fiskere regner man med, at der i de gode år opholdt sig mere end 20.000 personer i fiskerlejerne omkring Øresund i fiskesæsonerne. De saltede sild bragte gevinst til dem, der var aktive med at fange fisken, klargøre og nedsalte den til salg, men den helt store gevinst blev taget hjem af kongen og af de udenlandske købmænd (Lübækkerne), der både leverede saltet og sørgede for eksporten.

Silden har førhen været morgenmad for hårdt arbejdende folk på landet. Hvis den ikke blev spist rå som spegesild sammen med brød og smør, kunne den være kogt, og det var stadig en almindelig ret og fast kombination at få øllebrød og sild omkring år 1810.
Sildens krop er aflang og sølvglinsende, mørkegrønlig når den ses oppefra, og sølvglinsende når den ses fra undersiden. Den tilhører de pelagiske fiskearter (dem oppe i vandsøjlen) og er en stimefisk. Sildens krop er dækket af skæl, som let falder af. Til forskel fra brisling, som ligner silden meget, sidder sildens bugfinner længere tilbage end rygfinnen, bugens skæl mangler torne, og gællelågene er glatte. Silden er ved fangsten skinnende blå-grøn, men mister hurtigt farven.

Silden kan blive op til 20-25 år gammel. Dens vigtigste føde er plankton, krebsdyr og snegle, som den knuser med sine forbavsende hårde tænder.

Der lever store sildestammer i Nordsøen. Nordligst findes Buchan-silden, derefter Dogger-silden ved Doggerbanke og sydligst Downs-silden, der færdes i Den engelske Kanal. I det sydlige Nordsøen og i de indre danske farvande vandrer Rügensilden.  De opholder sig i et bestemt område når de gyder, og i et andet område når de skal vokse sig fede efter gydning. De forskellige sildestammer gyder på forskellige tidspunkter. Kønsmodningen indtræffer i tre års alderen, og der gydes 25.000-50.000 æg.

Sildens mindste fangstmål er 18-20 cm afhængigt af levested. Den fanges med trawl, sildegarn og med ringnot og må fanges hele året. Sild, der fanges om foråret, kaldes vårsild, om sommeren kaldes de fedsild, i efteråret høstsild, og er de fanget om vinteren, kaldes de storsild.

Silden er en af meste anvendte og populære spisefisk i Nordeuropa. Den anvendes som både saltet, marineret og krydret, varmrøget som f.eks. Røget Bornholmer og til stegte sild, der bagefter kan lægges i eddike og løg.

Tidligere anvendtes mængder af småsild også i industrien til fremstilling af f.eks. fiskemel og fiske-olie.

Betydning i kosten
Silden er en fed fisk.  (se Generelt om fisk)

Den er en god kilde til vitaminerne A, D og B12. Den er også rig på de essentielle n-3 fedtsyrer. Mængden af fedt i silden afhænger af årstiden. I forbindelse med gydningen er den meget lav, hvilket giver silden en tør smag, men et par måneder efter har den en mere fyldig smag og et højere fedtindhold.
*lmtabel*

Kilde
Hanstholm fisk og skaldyr A/S 
jordtilbord.dk