Velkommen
til Viden om Mad


Her kan du finde svar på spørgsmål om vore fødevarer.

Du kan slå op i Leksikon eller stille spørgsmål til andre af Voms læsere.


Søg i debat


Søg i leksikon


Målsætning
Viden om mad - Vom - er stedet, hvor du kan få den bedste og mest troværdige information om mad. Vi vil sikre, at vores egne kilder altid er i orden og til at stole på. Når det drejer sig om fødevarer, er der kun sjældent et enkelt endegyldigt svar. Derfor lægger vi også vægt på, at sagerne bliver set fra flere sider, vendt og drejet i en debat mellem eksperter og forbrugere. Vi vil gerne kunne give dig svar på alle spørgsmål om mad, uanset om det handler om smag, sundhed, sikkerhed eller andet, der vedrører din mad.

 


Leksikon
Reje

Rejen er et skaldyr. Nordsørejen Pandalus borealis, også kaldet dybvandsrejen, hører til familien Pandalidae.

Nordsørejen er lyserød med følehorn og et pandehorn. Den normale maximale størrelse er på 7-10 cm (kroppen).

I modsætning til mange andre rejearter er Nordsørejen eller dybvandsrejen rød både før og efter kogningen. Danske fartøjer lander rejerne uforarbejdede enten ferske eller frosne. Nordsørejen må ikke forveksles med de andre kommercielt udnyttede rejearter som Roskilde-rejen og hesterejen. De to arter lever på lavt vand og er begge grålige. Roskilde-rejen er meget populær i Danmark, hvor den fiskes overalt i brakvand. Hesterejen spises ikke herhjemme, men eksporteres især til Frankrig.

Nordsørejen lever på blød bund på 50 til 900 meters dybde. De største mængder af rejer findes på dybder mellem 100 og 250 meter. Føden består af mikroskopiske krebsdyr og orme. Nordsørejen er selv betydningsfuld føde for de vigtigste af vore konsumfisk.

I sine første leveår fungerer rejen som han (i Nordsøen i 2 år og i Grønland i helt op til 4 år). Derefter fungerer den som hun. Om efteråret parrer den sig og får mellem 1.000 og 3.000 æg, som den opbevarer under kroppen mellem sine ben igennem hele vinteren. Larverne klækkes om foråret i Nordsøen og om sommeren i Grønland.

Rejen fiskes hele året. Danske fiskere fanger dybvandsrejen med trawl. Der er kvoteordninger for Nordsø- og dybvandsrejer. Nordsørejen har sødt, fast og lyserødt kød.

Betydning i kosten
Krebsdyr indeholder mange næringsstoffer og er gode proteinkilder. De indeholder kun lidt fedtstoffer, men er til gengæld meget rige på kolesterol. Fisk og skaldyr indeholder specielt store mængder af essentielle fedtsyrer. Grunden til dette er, at der i planteplankton dannes essentielle fedtsyrer, som herefter via fødekæden opkoncentreres i fedtvæv og lever hos havets større dyr. 

Krebsdyr indeholder en række mineraler og er en god kilde til mineralerne zink og kobber. Derudover indeholder de en del vitaminer, heriblandt niacin og B12-vitamin.
*lmtabel*

Opbevaring og holdbarhed
Krebsdyr skal opbevares koldt, helst i køleskab eller fryses. Visse krebsdyr, som hummere og krabber opbevares levende hos fiskehandlere. De skal have en behagelig lugt og et ubeskadiget skold.

Kilde

Madvarer fra A-Z, Könemann Verlagsgesellschaft mbH, 2000.
jordtilbord.dk Pandalus borealis






Kontakt - Arkiv - Privatlivspolitik