Leksikon Spis meget brød og gryn
”Spis meget brød og gryn” er et af ”De 7 kostråd”, som blev udformet i 1995 i et samarbejde mellem Statens Husholdningsråd (nu Forbrugerstyrelsen), daværende Levnedsmiddelstyrelsen, Forskningsinstitut for Human Ernæring og Ernærings- og Husholdningsøkonomforeningen. Brød og gryn har et højt indhold af kulhydrater og indeholder næsten intet fedt. Brød er også vores vigtigste kilde til bl.a. jern og kostfibre. I sig selv indeholder brød ikke ret meget fedt. Det kan derfor anbefales, at vi spiser meget brød og kornprodukter. Særligt kan rugbrød anbefales. Det giver et godt tilskud af både kostfibre og jern. Bemærk at nogle rugbrødstyper har et højt indhold af solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø o.l. og derfor indeholder en del fedt. Det er vigtigt, at det er brødmængden, der øges, ikke mængden af fedtstof og pålæg. Det gennemsnitlige forbrug af brød og kornprodukter er i dag ca. 210 g for børn over 7 år og voksne. Det ønskelige forbrug er snarere 250-300 g om dagen. 250-300 g er en anslået mængde, der passer til et traditionelt dansk spisemønster. Sådan kan forbruget af brød og kornprodukter øges: - Spis brød til alle måltider og mellemmåltider - Skær tykkere skiver brød - Spis sandwich, klap-sammenmad og amagermad - Vælg havregryn og mysli uden tilsat sukker frem for sukkerristede morgenmadsprodukter - Spis grød Det vejer det: 1 maskinskåret skive rugbrød vejer 40-50 g 1 almindelig skive franskbrød vejer ca. 30 g 1 almindelig skive grovbrød vejer ca. 40 g 1 stykke knækbrød vejer ca. 10 g 1 digestivekiks vejer ca. 15 g 1 rundstykke vejer ca. 30-40 g 1 kuvertflute vejer ca. 50 g 1 skive toastbrød vejer ca. 30 g 1 dl havregryn vejer ca. 30 g (1 portion 60-70 g) 1 dl mysli vejer ca. 45 g (1 portion 60-70 g) 1 dl cornflakes vejer ca. 20 g (1 portion 40-50 g) Kilde Forbrugerstyrelsen, Forbrug.dk -
|