|
Leksikon Byg
Byg er en af vore ældste kornarter og har sandsynligvis været dyrket allerede fra før 5000 f. Kr. Den dyrkede byg kendes ikke fra naturen, men menes at stamme fra nærtstående arter, der vokser vildt i det østlige Middelhavsområde og Mellemøsten.
Byg omtales i ægyptiske hieroglyffer og på lertavler fra det gamle Sumer. Byg omtales ligeledes i Bibelen. Både hos grækerne og romerne var byg en vigtig kornsort. Byg var det mest almindelige brødkorn i Europa helt op i 1500-tallet. Byg mistede sin betydning i brødbagning, da syrnede brød blev almindelige, idet gær ikke virker så godt sammen med bygmel pga. dets lave indhold af gluten.
I Asien, Nordafrika og Mellemøsten spises en hel del byg. Det er verdens fjerde vigtigste kornart, og de vigtigste producerende lande er Rusland, Tyskland, Ukraine, Spanien, Frankrig, Canada, USA, Tyrkiet, Kasakhstan og Australien. Geografisk set er byggen den kornart, der har størst udbredelse, idet den er hårdfør overfor både kulde og varme, fugtig eller saltholdig jordbund. Den er så således den kornart, der dyrkes højst oppe i bjergområder, og den danner nordgrænse for korndyrkning i Skandinavien.
Byg er den mest dyrkede kornart i Danmark, og der dyrkes to former; vårbyg, der sås om foråret og vinterbyg, der sås om efteråret.
Bygkernen er tyk, tilspidset og gulgrå. Den har en hård ydre celluloseskal, som fjernes inden madlavning.
En meget stor del af den dyrkede byg anvendes som foder, især til grise. Til menneskelig konsum bruges byg primært til malt, der danner basis for whisky- og ølproduktion. Byg anvendes i mindre grad til fremstilling af bygmel, byggryn, bankebyggryn og perlebyggryn.
Bygmel er afskallet, fint formalet byg, der har et lavt glutenindhold. Det bruges til bagværk. Glutenindholdet er mindre end hos hveden, hvorfor bageevnen er ringere. Bygmel findes også som fuldkornsmel.
Valsede byggryn eller bygflager er byggryn, der er varmebehandlede og valset flade. Denne form for byg har en kort kogetid på kun 10 min. De anvendes i müsli, grød og til bagning.
Bankebyg er hele upolerede byggryn. De bruges til byggrynsgrød eller sødgrød, til byggrynsvælling og som fyld i blodpølse og blodbudding. De anvendes også til drikken Barley Water, som er kold kogt byg og citron og vand.
Perlebyg er hele polerede byggryn. De bruges i supper, i stuvninger som jævningsmiddel og i gryderetter.
Knækkede bygkerner er hele korn, som er knækket i mindre stykker. De kan koges som ris eller anvendes til grød og bagning.
Betydning i kosten Korn og kornprodukter har et højt indhold af kulhydrater og fibre, samt et lavt fedtindhold. Desuden er de en god proteinkilde og indeholder en mængde næringsstoffer, bl.a. vitaminerne B1(thiamin), B2(riboflavin) og niacin, samt mineralerne jern og zink. Perlebyg har en mindre næringsværdi end bankebyg.
*lmtabel* Opbevaring og holdbarhed Korn og mel opbevares bedst i lufttætte beholdere, som glas- eller plasticbeholdere. De har en holdbarhed på ca. ½ år ved stuetemperatur (25°C). *saeson* Kilde Åse Hansen & Leif Poll, 2000, ”Vegetabilier som råvare, frugt, grønsager, kartofler og korn”, Mejeri- og levnedsmiddelinstituttet, Kbh.
Vegetaren.dk
gastrocorner.dk
Hordeum vulgare
|